Samfundsfag

Get Started. It's Free
or sign up with your email address
Samfundsfag by Mind Map: Samfundsfag

1. Betalingsbalance og konkurrenceevne

1.1. Varehandel (handelsbalancen)

1.1.1. Denne balance viser regnskabet for eksport og import af varer. Danmark har i de seneste 15-20 år haft store overskud på handelsbalancen. Vi eksporterer altså langt flere varer, end vi importerer. Det er ofte tegn på en god konkurrenceevne. Men det kan også skyldes, at danskerne i kristetider ikke køber så mange udenlandske varer.

1.2. Søtransport (fragtbalancen)

1.2.1. Mange danske rederier tjener valuta til Danmark ved at transportere varer for udenlandske virksomheder. Den indtjening registreres på kontoen for søtransport. Her posteres også de udgifter, som opstår, når danske virksomheder benytter udenlandske rederier til at transportere deres varer. Danmark har altid været en stor søfartsnation, så på denne konto har der i mange år været pæne overskud.

1.3. Rejsebalancen

1.3.1. Rejsebalancen holder rede på de valutaudgifter, danske turister lægger i udlandet, og de valutaindtægter udenlandske turister lægger i Danmark. Her registreres også grænsehandelen, som jo netop foretages af turister.

1.4. Øvrige tjenester

1.4.1. Turisme og søfragt, som vi nævnte oven for, er tjenesteydelser. Men Danmark har også udgifter og indtægter på en lang række andre tjenesteydelser, som handles internationalt. Det gælder fx andre transportformer som lastbil, fly og tog. Ligeledes finder vi her tjenesteydelser som forsikring, ingeniørrådgivning m.v. Der er normalt et stort overskud på denne balance.

1.5. Aflønning af ansatte

1.5.1. Aflønning af ansatte registrerer, når fx en dansker tager arbejde i Tyskland og herefter sender en del af sin løn hjem. Eller hvis en udlænding - fx en irsk IT-specialist eller en polsk håndværker - sender en del af sin løn tilbage til hjemlandet

1.6. Formueindkomst

1.6.1. Formueindkomst er en konto, hvor man bl.a posterer de renter, vi modtager, fordi vi har store formuer placeret i udlandet, samt de renter, vi selv betaler på de lån, vi har optaget i udlandet. Her registrerer man eksempelvis også de udbytter, som udenlandske firmaer sender hjem til deres hovedsæde i hjemlandet, ligesom danske virksomheder også sender deres overskud hjem til Danmark. Denne post giver store overskud, da vi i disse år har en stigende formue, så vi modtager altså renter fra udlandet.

2. Ideologi

2.1. En ideologi er en samling af sammenhængende meninger om, hvordan samfundet er, og hvordan samfundet bør være.

2.2. Liberalisme

2.2.1. Liberalismen vil sætte mennesket frit ved at give plads til fornuft og ansvar. Liberalismen stammer fra 1700-tallet og har som udgangspunkt, at mennesker er lige for loven og har ret til at skabe deres egen tilværelse. Liberalismen er tæt forbundet med kapitalismen.

2.3. Socialisme

2.3.1. Ideologi, der tager udgangspunkt i marxismen. Fælles for de forsk. socialistiske opfattelser er, at den private ejendomsret skal afskaffes til fordel for fælleseje. Socialismen er opstået i opposition til liberalismen, der betragter mennesket som et egoistisk væsen, der handler med egen vinding for øje, og fremhæver den frie konkurrence som grundlaget for velstand. Hertil siger socialismen, at mennesket er et arbejdende væsen, som arbejder for at tilfredsstille sine behov og igennem arbejdet udvikler sine evner og muligheder. Mennesket er også et socialt væsen, der har behov for og fungerer bedst i et fællesskab, og det er et produkt af det samfund, det lever i.

2.4. Socialliberalisme

2.4.1. Socialliberalismen bygger på den ene side på den frie markedsøkonomi med fri konkurrence og privat initiativ. Og på linje med liberalismen, så anser man den private ejendomsret for en central byggesten i samfundet.

2.5. Konservatisme

2.5.1. Opstod som ideologi som en reaktion mod liberalismen. De konservative ønsker at bevare de værdier og erfaringer, som samfundsordenen bygger på. Konservative går ind for det frie marked, men mener, at samfundet bør regulere menneskers samspil mere end de liberale.

3. De politiske partier

3.1. Enhedslisten

3.2. Socialistisk Folkeparti

3.3. Socialdemokratiet

3.4. Alternativet

3.5. Det Radikale Venstre

3.6. Liberal Alliance

3.7. Det Konservative Folkeparti

3.8. Venstre

3.9. Dansk Folkeparti

3.10. Nye Borgerlige

4. Politisk deltagelse og vælgeradfærd

4.1. Politisk deltagelse er alle de handlinger, der søger at påvirke politikere, den politiske proces eller lovgivningen.

4.2. Gennem institutioner

4.2.1. Folkeafstemninger

4.2.2. Folketingsvalg

4.3. Konkrete situationer

4.3.1. Den politiske forbruger

4.3.2. Globalisering og forbrugerboykot

4.3.3. Situationsbunden politisk organisering

4.3.4. Lobbyisme

4.3.5. Interesseorganisationer

4.3.6. NGO'er – ikke-statslige organisationer

4.3.7. Græsrodsbevægelser

5. Styreformer

5.1. Anarki

5.1.1. Anarki er en ret speciel styreform. Den går ud på, at den bedste styreform er ingen styring! Der er altså ingen, der skal have magt over andre. Hvis man har et styre, så vil lederne nemlig blive magtbegærlige. De vil forsøge at få endnu mere magt for at gøre det godt for sig selv. Det mener anarkisterne i hvert fald.

5.2. Diktatur

5.2.1. Den umiddelbare modsætning til demokratiet, som er karakteriseret ved, at én eller meget få personer styrer samfundet. Der afholdes ikke frie valg og den politiske opposition er begrænset. I autoritære styrer er det sjældent, at nogle af betingelserne for polyarki er opfyldt.

5.3. Demokrati

5.3.1. Direkte

5.3.1.1. Hvis alle medlemmer får lov til direkte at stemme om beslutningen, taler man om direkte demokrati. Det har den fordel, at folk har direkte indflydelse på beslutningen. Men det er en lidt besværlig måde at tage beslutninger på. Især hvis det er en hel befolkning, der skal tage beslutninger om alle mulige ting.

5.3.2. Repræsentativt

5.3.2.1. Man betegner det også som indirekte demokrati, da medlemmerne her kun indirekte har indflydelse på beslutningen. De har jo overladt det til andre at tage beslutningen for dem. Dette er den mest anvendte form for demokrati, fordi den er noget mere praktisk at have med at gøre. Især når det drejer sig om store forsamlinger.

6. Grundloven og magtens tredeling

6.1. Grundloven

6.1.1. Grundloven er Danmarks statsforfatning og indeholder en række menneskerettigheder. Grundlovens kapitel VIII sikrer udover stemmeretten borgernes frihedsrettigheder såsom den personlige frihed, ytrings- og trykkefrihed, forenings- og forsamlingsfrihed samt religionsfrihed.

6.2. Folketinget

6.2.1. Folketinget er det danske parlament. Parlament vil sige, at det er her, de folkevalgte repræsentanter sidder. Andre lande har deres egne betegnelser for deres parlament. Fx hedder det svenske parlament Rigsdagen, det norske parlament hedder Stortinget, og det israelske parlament hedder Knesset.

6.2.2. opgaver

6.2.2.1. At udarbejde og vedtage love

6.2.2.2. At kontrollere regeringen og ministrenes embedsmænd

6.3. Regering

6.3.1. Flertalsregering

6.3.1.1. Flertalsregering: Hvis regeringspartierne udgør et flertal i parlamentet.

6.3.2. Mindretalsregering

6.3.2.1. Hvis regeringspartierne ikke har flertal, men behøver stemmer fra andre partier for at opnå flertal i Folketinget. Der har ofte været mindretalsregeringer i Danmark.

6.3.3. Opgaver

6.3.3.1. Udpege ministre

6.3.3.1.1. Opgaver

6.3.3.2. Bestemme antallet af ministre

6.3.3.3. Udskrive valg

6.4. EU i Danmark

6.4.1. Danmark deltager som bekendt i EU-samarbejdet (se kapitel 20). Vi har sammen med 27 andre europæiske lande underskrevet en fælles EU-traktat, Lissabontraktaten. Heri står angivet, at EU-landene samarbejder på områder som bl.a. handel, miljø, arbejdsmarkedspolitik, valutaforhold, økonomisk politik, landbrugsstøtte, asylregler, udenrigspolitik m.v. Samarbejdet består bl.a. i, at man laver fælles EU-regler for alle medlemslandene på de fleste af disse felter.

6.5. Retssystemet

6.5.1. Domstolen

6.5.1.1. Opgaver

6.5.1.1.1. Sikre, at Folketinget ikke vedtager love, der strider mod grundloven

6.5.1.1.2. Dømme civile sager

6.5.1.1.3. Dømme i straffesager

6.5.1.1.4. Retssikkerhed

6.6. Tredeling

6.6.1. Lovgivende magt

6.6.1.1. At den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening betyder, at det er kongen og Folketinget, der sammen laver lovene i Danmark. Arbejdsfordelingen mellem konge og Folketing er dog sådan, at det er Folketinget, der beslutter lovene, mens kongen blot skriver under på lovene. Det er aldrig sket, at kongen eller dronningen har nægtet at skrive under på en lov. Der findes i øvrigt heller ingen regler for, hvad der skal ske, hvis kongen ikke skriver under. Så selvom der står, at konge og Folketing sammen laver lovene, er det reelt Folketinget, der alene vedtager lovene i Danmark.

6.6.2. Udøvende magt

6.6.2.1. I grundloven står der, at den udøvende magt er hos kongen. Det betyder, at det er kongen, der administrerer lovene. Kongen skal altså sørge for, at de vedtagne love bliver ført ud i livet, og at de overholdes. Dette kan kongen ikke overkomme alene, så han skal udvælge nogle personer til at hjælpe sig. Disse personer kaldes ministre, som egentlig betyder 'tjenere'. Ministrene eller regeringen, som de også kaldes, skal så sørge for, at lovene føres ud i livet, og at de overholdes. I praksis er det også regeringen, der udarbejder lovforslagene. De har nemlig deres embedsmænd, som klarer det omfattende arbejde med at udforme lovforslagene. Det er så Folketinget, der bagefter behandler og måske vedtager lovforslaget

6.6.3. Dømmende magt

6.6.3.1. Hvis lovene bliver overtrådt, er det domstolene, der har ret til at dømme efter lovene. Dommerne er udpeget af justitsministeren, men er ellers fuldstændig uafhængige af Folketing, regering og konge. Endvidere er det også domstolene, der skal kontrollere, at Folketinget ikke vedtager love, der strider mod grundloven.

7. Medier

7.1. Medier kan være mange ting: TV, radio, aviser, ugeblade, bøger, internet, film m.v. Fælles for dem alle er, at de kan sende budskaber ud til og bruges af mange mennesker på én gang. De betegnes som massemedier, da de når ud til rigtig mange mennesker.

7.2. Medier og Politik

7.3. 4 rolle i magtens tredeling

7.4. Medialisering

7.4.1. Medierne elsker situationer, hvor en konflikt er skærpet. Man siger, at den er blevet intensiveret. Mange politikere er således blevet hængt ud i pressen og har måtte opgive en politisk karriere på grund af afsløringer, som senere har vist sig ikke at holde vand – eller som måske i den store sammenhæng var ret harmløse. Visse dele af pressen har også en uheldig tendens til at 'dømme' folk, inden en sag er afgjort.

7.5. Sociale medier

7.5.1. De sociale medier er blevet et fast element i de fleste danskeres hverdag – det gælder især de unge. Medierne bruges til flere formål, men de fleste bruger dem til at kommunikere med andre. Men som du med garanti er klar over, så kan de sociale medier også bruges til andre formål, fx oplevelser (spil, film) og information (grupper på Facebook).

8. Magt

8.1. magtens tredeling

8.2. Magt som en ressource

8.3. Magt som et forhold mellem mennesker og grupper (relationel magt)

8.4. Definitionsmagt

8.5. Magt som struktur

9. Socialisering og identitetsdannelse

9.1. Primær

9.1.1. Det er her, at barnet får at vide, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Barnet skal jo lære alt fra bunden. Man kunne fristes til at sidestille 'opdragelse' med 'socialisering', men det er ikke helt rigtigt. For udover de konstante irettesættelser og ros barnet modtager som opdragelse i hverdagen, så lærer barnet også af de andre familiemedlemmers opførsel. Barnet efteraber (imiterer) de andre i familien. Via denne imitation eller rolleovertagelse, som det også kaldes, leger barnet med de roller og forventninger, som det oplever i familien. Ud af disse formes barnets personlighed. Barnet lærer måske bl.a., at man skal sidde stille, mens man spiser, at man ikke må slå, og at man skal trøste, når andre er kede af det.

9.2. sekundær

9.2.1. For små og større børn er daginstitutioner som vuggestue, børnehave, skole, fritidsklub de mest betydningsfulde steder, den sekundære socialisering foregår. Her tilbringer børn ofte en meget stor del af deres hverdagsliv. Det er klart, at en stor del af, hvad børn lærer om samfundets forventninger, lærer de dér. Her er der både voksne og andre børn, der skal tages hensyn til.

10. Kulturelle fællesskaber

10.1. Kultur er social arv og traditioner, der videregives til fremtidige generationer. Kulturbegrebet kan også indeholde følgende: sociale organisationer, religion, økonomi mm. tillært menneskelig adfærd, hverdagsliv idealer, værdier og livsregler måden, hvorpå mennesker løser problemer i relation til deres omgivelser et kompleks af idéer og tillærte vaner, som forhindrer pludselige indskydelser og adskiller mennesker fra dyr et mønster af idéer, symboler og adfærd vilkårligt overdragede meninger, som deles af hele samfundet

11. Livsformer og familie

11.1. Den selvstændige livsform

11.1.1. Vi har her skitseret den selvstændige livsform. Her skelnes ikke mellem arbejde og fritid. Man har sjældent fri, for man ofrer al sin tid på virksomheden. Der er jo altid et eller andet, der kan gøres for at forbedre virksomheden, så den bedre kan klare sig i konkurrencen.

11.2. Lønarbejderlivsformen

11.2.1. Lønarbejderlivsformen ser arbejde som middel til at holde fri, og der er vandtætte skodder mellem arbejde og fritid.

11.3. Den karrierebundne livsform

11.3.1. Arbejdet er i centrum for disse personers hverdag. Målet er at have et interessant, succesfuldt og betydningsfuldt arbejde. Man lægger vægt på, at der i arbejdet er udfordringer og handlefrihed. Det er altså ikke nødvendigvis den høje løn, der motiverer til den høje arbejdsindsats. Lønnen er i øvrigt typisk fastsat individuelt ud fra helt personlige kvalifikationer. Man opfatter sig derfor ikke som lønmodtager, men mere som medarbejder. Man ser ikke sig selv i direkte modsætning til ledelsen, som lønarbejderen ofte gør. Det handler om at avancere til en stilling, hvor man ikke kun skal føre andres beslutninger ud i livet, men også træffe beslutninger selv.

11.4. familie

11.4.1. Team-familien

11.4.1.1. Familien er her den vigtigste base. Familiemedlemmerne dyrker hver især deres egne interesser, men ikke på bekostning af familiefællesskabet. Man mødes måske over aftensmaden og snakker om, hvordan næste uge skal forløbe. Man taler om, hvordan man går og har det, og hvem der gør hvad, så familien bedst kan fungere. Man snakker sig til rette, og alle bliver hørt. Dvs. man forhandler og går på kompromis ganske som i et demokrati: Skal man tage på skovtur i weekenden? Hvordan kan knægtens håndboldtræning passes sammen med resten af familiens rytme? Hvem står for madplanen? Hvem handler ind i Føtex? Der er en forventning om, at alle bidrager til at få familien til at fungere, både praktisk og følelsesmæssigt.

11.4.2. Den patriarkalske familie

11.4.2.1. I denne familietype tages beslutningerne af familiens mandlige overhoved – oftest faderen – deraf navnet patriark. Det er faderens opfattelse af, hvad der er rigtigt for familien, som resten af dens medlemmer må følge. Som i team-familien er der også et fokus på, at det enkelte familiemedlem underordner sig fællesskabet, men de endelige beslutninger tages af en person. Man kan altså godt diskutere, men der er én, der bestemmer: faderen. Familien er orkestret og faderen dirigenten.

11.4.3. Svingdørsfamilien

11.4.3.1. I svingdørsfamilien er det vigtigere, at alle får opfyldt deres individuelle behov, end at familiemedlemmerne fx spiser sammen. Det er det enkelte familiemedlems mulighed for at udvikle sine egne egenskaber og pleje sine egne sociale kontakter, der her er i fokus. Meget ofte er det på bekostning af familiefællesskabet, selvom man egentlig gerne vil prioritere det. Bare det at fejre en fødselsdag i familien kan være vanskeligt at mødes om alle sammen. Familiemedlemmerne møder hinanden i 'svingdøren' på vej ind og ud til deres personlige aktiviteter. Når mor kommer hjem, er far lige gået, og når far kommer hjem, er mor gået i seng.

12. Sociale mønstre og levevilkår

12.1. Socialgruppe 1

12.1.1. Godsejere

12.1.2. Selvstændige med lang, videregående uddannelse

12.1.3. Selvstændige med store virksomheder (over 20 ansatte)

12.1.4. Topfunktionærer med over 50 underordnede

12.1.5. Topfunktionærer med lang, videregående uddannelse

12.2. Socialgruppe 2

12.2.1. Selvstændige i byerhverv med mellemstore virksomheder (6-20 ansatte)

12.2.2. Selvstændige med mellemlang, videregående uddannelse

12.2.3. Højere funktionærer med 11-50 underordnede

12.2.4. Funktionærer med mellemlang, videregående uddannelse

12.3. Socialgruppe 3

12.3.1. Selvstændige med 0-5 ansatte

12.3.2. Gårdejere

12.3.3. Funktionærer med 1-10 underordnede

12.4. Socialgruppe 4

12.4.1. Underordnede funktionærer

12.4.2. Faglærte arbejdere

12.5. Socialgruppe 5

12.5.1. Ikke-faglærte arbejdere

12.6. Klasser

12.6.1. Overklassen

12.6.1.1. Gruppen udgøres af selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelse, der tjener over tre gange så meget som den typiske indkomst ca 1,2 million

12.6.1.2. Eksempler: Fabrikant, bankdirektør, finansanalytiker, kommunaldirektør

12.6.1.3. Ca 90 pct. privatansatte og ca 10 pct. offentligt ansatte

12.6.2. Højere middelklasse

12.6.2.1. Gruppen udgøres af topledere, selvstændige og uddannede lønmodtagere med indkomster, der tjener mellem to og tre gange så meget som den typiske indkomst (mellem 767.000 kr. og 1,2 million kr.) samt personer med lange videregående uddannelser uanset indkomst

12.6.2.2. Eksempler: Skoleleder, ingeniør, gymnasielærer, læge

12.6.2.3. Ca 60 pct. privatansatte og ca 40 pct. offentligt ansatte

12.6.3. Middelklassen

12.6.3.1. Denne gruppe udgøres af selvstændige, topledere og personer med kort eller mellemlang videregående uddannelse, der tjener under det dobbelte af den typiske indkomst (under 767.000 kr.)

12.6.3.2. Eksempler: Murermester, brugsuddeler, folkeskolelærer, sygeplejerske

12.6.3.3. Ca 55 pct. privatansatte og ca 45 pct. offentligt ansatte

12.6.4. Arbejderklassen

12.6.4.1. I denne gruppe indgår faglærte og ufaglærte arbejdere

12.6.4.2. Eksempler: Industritekniker, tømrer, lastbilchauffør, SOSU-assistent

12.6.4.3. Ca 75 pct. privatansatte og ca 25 pct. offentligt ansatte

12.6.5. Underklassen

12.6.5.1. I denne gruppe er personer, som er uden for arbejdsmarkedet i mere end 80 pct. af året

12.6.5.2. Eksempler: Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og personer på dagpenge udgør de største grupper i underklassen

12.7. social arv

13. Samfundsøkonomiske mål

13.1. Man kan meget let blive lidt forvirret, når man læser om økonomi i aviserne. Den ene dag er der et politisk parti, som foreslår skattelettelser. Dagen efter er der et andet parti, som siger, at det er dybt uansvarligt, så længe vi har offentlig gæld, og så længe vore sygehuse ikke fungerer ordentligt. Én dag læser man måske det glædelige budskab, at arbejdsløsheden er lav, og at den forventes at falde yderligere. Men i samme artikel er der en økonom, der fortæller, at dette faktisk kan blive et stort problem. Faldende arbejdsløshed kan nemlig føre til mangel på arbejdskraft, og det er ikke så godt for virksomhederne.

13.2. mål

13.2.1. Fuld beskæftigelse

13.2.2. Balance på valutaregnskabet

13.2.3. Rimelig social fordeling af goderne

13.2.4. Hensyn til miljøet og ressourcerne

13.2.5. Stigning i produktionen

13.2.6. Stabile priser

14. Økonomiens grundbegreber

14.1. Økonomisk kredsløb

14.1.1. https://samfundsfag-c.systime.dk/fileadmin/_processed_/3/7/csm_008_kredsloeb_8fb0c45eb1.png

14.2. Bruttonationalproduktet (BNP) opgøres som et lands samlede erhvervsmæssige produktion af varer og tjenesteydelser

14.3. Markedsøkonomi

14.3.1. En økonomi, der fungerer på markedsbetingelser - har en udviklet privat sektor og lav grad af politisk styring af markedet.

14.3.2. Produktion og fordeling af varer og tjenesteydelser er ikke reguleret af staten, men er afhængig af udbud og efterspørgsel.

14.4. Planøkonomi

14.4.1. Et økonomisk system, der ikke anvender markedsmekanismen til at fastlægge produktion og priser. I planøkonomien fastlægges produktion, priser og fordelingen af den samlede produktion af den centrale myndighed (staten).

15. Det danske arbejdsmakred

15.1. Lønmodtagernes organisationer

15.1.1. I Danmark er omkring 70 pct. af alle lønmodtagere medlem af en fagforening. Man siger, at vi har en høj organisationsgrad. Den angiver, hvor stor en procentdel af lønmodtagerne, der er i en fagforening. Det danske arbejdsmarked er et af de bedst organiserede blandt de rige industrilande. I fx USA er organisationsgraden helt nede på 11 pct.

15.2. Arbejdsgivernes organisationer

15.2.1. Ligesom lønmodtagerne er organiseret i fagforeninger, så har arbejdsgiverne organiseret sig i arbejdsgiverforeninger. Fx har malermestrene i 37 større danske byer oprettet en lokal arbejdsgiverforening – et såkaldt malerlaug. De 37 lokale foreninger er så samlet i en landsdækkende organisation – Danske Malermestre – der skal varetage alle malermestrenes interesser.

15.3. Hovedaftaler

15.3.1. Regulering af løn- og arbejdsvilkår bør ske ved overenskomster ID Det slås fast, at regulering af løn og andre arbejdsvilkår bør ske ved forhandling mellem organisationerne. Hovedreglen er altså, at et fagforbund forhandler med arbejdsgiverforeningen om løn m.v. Det, man er blevet enige om, skrives ned i en aftale, som kaldes en overenskomst. Denne aftale er så gældende for både lønmodtagere og arbejdsgivere i en periode - typisk 2 eller 3 år.

15.3.2. Der skal herske fredspligt i en overenskomstperiode ID Det vil sige, at så længe en overenskomst gælder, må arbejderne ikke nedlægge arbejdet (strejke), og arbejdsgiverne må ikke hindre arbejderne i at arbejde (lockout). Parterne skal overholde indgåede aftaler. Hvis der alligevel opstår strejker blandt medarbejderne, skal organisationerne forsøge med alle midler at få dem standset. De har et såkaldt organisationsansvar. Lykkes det dem ikke at stoppe en strejke (eller en lockout), kan sagen indbringes for Arbejdsretten. Arbejdsretten er en slags domstol, der netop afgør den slags uenigheder. Her sidder der 12 dommere – seks fra arbejdsgiversiden og seks fra lønmodtagersiden. Af og til ser man i den forbindelse brugt udtrykket ulovlig strejke. Det er imidlertid upræcist. Det er lovligt at strejke i Danmark – men det kan i visse situationer som nævnt oven for stride mod reglerne på arbejdsmarkedet. Men de regler er ikke noget, som er besluttet af Folketinget, og de har derfor ikke lovmæssig status. Regler er jo netop vedtaget af arbejdsmarkedets parter. Det korrekte udtryk er overenskomststridig strejke.

15.3.3. Arbejdsgiveren udøver ledelsesretten på virksomheden ID Dette er nok det mest berømte afsnit i både det gamle Septemberforlig og den nuværende Hovedaftale. Det betyder, at det er arbejdsgiveren, der har retten til at bestemme, hvad der skal laves, hvordan det skal laves, og hvem der skal lave arbejdet på virksomheden. Man siger, at virksomhedsejerne har 'ledelsesretten'.

15.3.4. Der skal på virksomhederne være en tillidsmandsordning, hvis det er muligt ID De ansatte vælger som regel en tillidsrepræsentant, der skal forhandle på deres vegne med virksomhedens ledelse. De valgte tillidsrepræsentanter nyder en særlig beskyttelse. Det er således meget svært for virksomheden at afskedige en tillidsmand.

16. Den offentlige sektor

16.1. I almindelig tale bruges begrebet den offentlige sektor ofte om staten. Men den offentlige sektor omfatter også regionerne og kommunerne. Hertil kommer en del private og selvejende institutioner, som ligeledes medtages i den offentlige sektor – først og fremmest fordi de finansieres ved offentlige midler.

16.2. Statens opgave er bl.a. at sørge for, at Danmark har et velfungerende forsvar, ligesom det også er statens opgave at sørge for politi og domstole, motorveje, universiteter og gymnasier.

16.3. De fem regioner tager sig primært af vore sygehuse. Desuden har man også områder som psykiatrisk behandling, specialundervisning og regionale trafikselskaber på joblisten.

16.4. De 98 kommuner varetager vigtige samfundsområder som folkeskole, ældrepleje, børnehaver, lokale trafikforhold, kontanthjælp m.v.

16.5. Opgaver

16.5.1. Regulere og styre samfundsøkonomien

16.5.2. Udligne sociale forskelle i samfundet

17. Velfærdsmodeller

17.1. Den danske velfærdsmodel

17.1.1. Mange gratisydelser

17.1.2. Høje sociale ydelser

17.1.3. Visse sociale ydelser er ens for alle – uanset indkomst

17.1.4. Højt skattetryk

17.1.5. Høj grad af omfordeling fra rige til fattige.

17.1.6. Velfærdsforanstaltningerne er finansieret via skatter og ikke forsikringsordninger

17.2. Den centraleuropæiske velfærdsmodel

17.2.1. I mange europæiske lande har man et system på arbejdsmarkedet, hvor den ansatte og arbejdsgiveren er tvunget til at indbetale beløb til nogle forsikringsordninger, der skal hjælpe den ansatte, hvis personen bliver syg eller arbejdsløs. Eller gammel! De sociale ydelser finansieres altså ikke via skatten men via tvungne forsikringsordninger. Derfor er skatteprocenten heller ikke så høj. Men til gengæld bruger man så en stor del af sin løn på at betale til forsikringer.

17.3. Den liberale velfærdsmodel

17.3.1. Få gratisydelser

17.3.2. Lave sociale ydelser

17.3.3. Sociale ydelser målrettet de allerfattigste

17.3.4. Lavt skattetryk

17.3.5. Lille grad af omfordeling fra rige til fattige.

17.3.6. Velfærdsforanstaltningerne er finansieret via skatter

18. Økonomisk politik

18.1. Finanspolitik

18.1.1. Ved finanspolitik anvendes statens indtægter (skatter og afgifter) og udgifter til at påvirke den samlede efterspørgsel. På denne måde kan vi påvirke produktion, beskæftigelse og betalingsbalance.

18.1.2. Lempelig finanspolitik

18.1.2.1. Produktionen stiger, fordi de danske virksomheder øger afsætningen af deres produkter. De vil derfor ansætte flere folk, og beskæftigelsen stiger. Vi har altså her et 'middel' – en politik – der kan gøre noget ved arbejdsløsheden. Men folk køber ikke kun danske varer, de vil også købe udenlandske. Resultatet bliver en større import, hvilket går ud over betalingsbalancen. Vi har her en målkonflikt.

18.1.3. Stram finanspolitik

18.1.3.1. Sætter vi skatter og afgifter i vejret, vil folk ikke kunne købe så meget, som de plejer - efterspørgslen falder. Det samme gælder, hvis vi sparer på statens udgifter. Nedsætter vi fx folkepensionen eller sparer på statens indkøb, falder efterspørgslen. Vi kalder det at føre stram finanspolitik,

19. Globalisering

19.1. Økonomisk globalisering

19.1.1. Siden begyndelsen af 1500-tallet har der været en direkte kontakt på tværs af kontinenterne. Der er derfor ikke noget nyt i, at verdens lande handler med hinanden. Men efter 2.Verdenskrig og særligt fra 1970'erne og frem, har den internationale samhandel været voldsomt stigende.

19.2. Kulturel globalisering

19.2.1. International handel, turisme, moderne informationsteknologi og migration medfører en stadig større grad af kontakt på tværs af landegrænser. Tøj, TV-serier, mad, musik, syn på kønsroller, religion, ideologier, computerspil, dans osv. spredes som aldrig før. Det kan ses som et udtryk for kulturel globalisering. Blandt samfundsforskere er der forskellige opfattelser af, hvilke konsekvenser denne udvikling vil få.

19.3. Politisk globalisering

19.3.1. Du hører ofte om internationalt samarbejde gennem nyhederne: Man går fx sammen om at bekæmpe terror eller laver aftaler for at forhindre den globale opvarmning. Eller man bliver måske enige om nye globale handelsaftaler eller om at gribe ind militært overfor en diktator, der undertrykker sin befolkning og krænker menneskerettighederne. Mange af verdenens udfordringer kan ikke løses nationalt, men kræver et internationalt samarbejde. Politisk globalisering handler overordnet om, at en række private og offentlige organisationer i stigende grad samarbejder med hinanden.

19.4. Årsager

19.4.1. Fjernelse af hindringer for varehandel og valutahandel

19.4.2. Den teknologiske udvikling inden for kommunikation og IT

19.4.3. Lavere transportomkostninger

20. Den Europæiske Union (EU)

20.1. https://samfundsfag-c.systime.dk/fileadmin/_processed_/9/d/csm_071_EU_Faellesskab_d31e63b3d1.png

20.2. Mellemstatslig

20.2.1. At en aftale er mellemstatslig betyder, at den kun kan træffes, hvis alle medlemsstaterne er enige om det. Mellemstatslig er et begreb, der anvendes indenfor Den Europæiske Union om den del af samarbejdet, der alene forpligter medlemslandene. Det står således i modsætning til den overstatslige del af samarbejdet.

20.3. Overstatslig

20.3.1. Vil sige, at fællesskabet er blevet tildelt suverænitet af medlemsstaterne, og at det kan udstede lovgivning, som virker direkte i medlemsstaterne.

20.4. Institutioner

20.4.1. Kommissionen

20.4.1.1. Kommissionen er en slags regering for hele EU. Det er her, man udarbejder de lovforslag, der senere skal vedtages i Rådet og Parlamentet. Det er faktisk kun Kommissionen, der må komme med forslag til nye love. Man siger, at den har initiativret – ret til at tage initiativer til nye love. Hverken Rådet eller Parlamentet kan altså fremsætte lovforslag. De kan 'kun' vedtage dem. Omvendt kan Kommissionen ikke vedtage et forslag. Når et forslag er vedtaget af Rådet og Parlamentet, er det Kommissionens opgave at få det ført ud i livet. Kommissionen er altså en slags udøvende magt.

20.4.2. Ministerrådet

20.4.2.1. Det er Ministerrådet, der tager beslutningerne i EU – sammen med EU-Parlamentet. Det er her, man stemmer om de forslag, som Kommissionen har udarbejdet. Ministerrådet – oftest bare kaldet Rådet – er altså en slags lovgivende magt i EU – sammen med Parlamentet.

20.4.3. Parlamentet

20.4.3.1. Da man oprettede EF i 1957 var det meningen, at Parlamentet skulle være et rådgivende organ. Når Kommissionen havde udarbejdet et forslag, skulle man høre Parlamentets mening, inden Rådet traf en beslutning. Parlamentet havde altså ingen stemmeret, og kunne heller ikke fremsætte lovforslag. Det havde derfor ingen reel indflydelse de første mange år af EF's historie. På dette område lignede Parlamentet altså ikke et almindeligt parlament og kunne derfor ikke betragtes som en lovgivende myndighed.

20.4.4. EU domstolen

20.4.4.1. EU-Domstolen består af 28 dommere, én fra hvert medlemsland. Den enkelte dommer udpeges af sit lands regering og sidder på denne post i seks år. Nogle af Domstolens vigtigste opgaver er sager om brud på traktaten samt fortolkningssager.

20.4.4.1.1. Traktatbrud. Hvis et land bryder den gældende EU-traktat, kan landet indbringes for Domstolen. På denne måde minder Domstolen om en almindelig domstol, der dømmer folk, der har brudt loven.

20.4.4.1.2. Fortolkningssager. EU-love har forret frem for de nationale love. Hvis EU har vedtaget en lov, der strider imod en dansk lov, ja så er det EU-loven, der skal gælde. Det er imidlertid ikke altid lige let for de danske domstole at finde ud af, hvornår EU-lovene skal gælde. Derfor sker det ofte, at danske domstole beder EU-Domstolen om hjælp, når man skal fortolke EU-reglerne.

20.5. Det Indre Marked

20.5.1. Målet for EF/EU var allerede fra starten i 1957 at danne et stort indre marked (fællesmarked), hvor varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft kunne bevæge sig frit mellem landene. Det gik imidlertid ikke så hurtigt, som man havde forventet. Det viste sig nemlig, at der var mange hindringer for den frie handel. Først i løbet af 1990'erne fik man for alvor sat Det Indre Marked på skinner. Men det var ikke helt så let, da mange lande på forskellig vis skabte hindringer for den frie handel.

21. Samfundsfaglig metode

21.1. Den fremgangsmåde, et fag benytter for at gennemføre en undersøgelse. I samfundsfag findes flere forskellige metoder at vælge mellem, afhængig af hvilken type undersøgelse der skal udføres.

21.2. Kvantitativ metode – 'de hårde data'

21.2.1. Når vi i samfundsfag arbejder med 'hårde data', kalder vi det for kvantitativ metode. Ved hårde data forstår vi dét, vi kan måle og veje. I samfundsfag er det typisk statistik, meningsmålinger og spørgeskemaundersøgelser.

21.3. Kvalitativ metode – 'de bløde data'

21.3.1. Den slags spørgsmål kræver svar, hvor man kan svare uddybende og mere nuanceret. Den slags undersøgelser kalder vi kvalitative. Når vi arbejder kvalitativt, er svarene oftere mindre entydige. Den kvalitative analyse kræver, at vi fortolker og vurderer, de svar vi får. Når vi undersøger samfundet på den måde, er det ofte gennem interviews og tekstanalyse. Det er det, vi kalder 'de bløde data'.

21.4. Komparativ metode – systematisk sammenligning

21.4.1. Når vi skal anvende den komparative metode, er det vigtigt, at vi sammenligner noget på systematisk vis. Vi kan sammenligne lovforslag, politiske systemer, ideologier, økonomisk udvikling, ulighed, international magt osv. Det vigtige er, at det er de samme egenskaber, vi sammenligner. Hvis vi fx vil sammenligne Danmarks og Tysklands økonomi, kan vi sammenligne væksten i BNP, inflationen, arbejdsløshedsprocenten og betalingsbalancen.